Design: Cain-Crew

© Kennel Eternal Blue 2006

Min historie

Nyheder:

------------

 

------------

Lidt om mig selv og mine hunde

Mit navn er Julie Carøe, jeg nærmer mig det første kvarte århundrede af mit liv og blev i sommeren 2005 færdig som folkeskolelærer.


Denne hjemmeside vil primært handle om min store lidenskab, Kerry Blue Terrieren, men der vil også blive mulighed for at læse om den lidt mere alternative side af mig.

Min familie og jeg har været ejet af kerry blue terrier siden 1992, hvor vores første hund kom ind i vores liv.
Sisse (DKCH LP Blåskæg’s Molly Malone) var dengang en 10 måneder gammel tæve, som ledte efter et kærligt hjem (hvilket jeg håber vi har, kunne give hende!). Det første hun gjorde da vi så hende, en onsdag i juni, var at springe op på skødet af min far – og så var vi solgt. Den følgende lørdag kom Anette og Ove fra Kennel Blåskæg’s med hende, nyvasket og klippet – hun lignede en million.
Sisse (og ikke mindst Anette og Ove -) introducerede os til udstillingsverdenen – en verden man enten elsker eller hader – jeg hører bestemt til den første kategori.
Sammen med Sissen begyndte jeg at være med til juniorhandling – det gik faktisk udmærket og i 1997 blev jeg, sammen med Mads nr. 4 i DKK regi..
Sisse var en meget speciel hund (på mange områder), en hund som aldrig vil blive glemt.
Mads kom ind i familien i 1995 og også han tog os med storm. Han har en personlighed ud over det sædvanlige og er et snakkehoved.
Han elsker sin familie og at få opmærksomhed.
I november 2003 måtte vi, med stor sorg, sige farvel til Sisse efter 11 år (hun blev 12 år og knapt 3 måneder gammel).
Pludselig, fra den ene dag til den anden, havde vi ”kun” Madsen tilbage og efter otte år med to hunde, var det meget underligt. Mine forældre var lidt i tvivl, om vi skulle have en ny hvalp – det var jo et stort arbejde, og jeg ville jo heller ikke blive boende hjemme altid! Nej det kunne de have ret i, men en hund mere, det ville jeg have. Heldigvis havde jeg en børneopsparing stående i banken og hvad bedre end at bruge pengene på det, som havde gjort min barndom så meget rigere, som Sisse og Mads havde gjort. Hvorfor ikke bruge pengene på en Kerry blue hvalp? Dette gik mine forældre med til.
Da min drøm er at få min egen kennel, skulle tæven være den helt rigtige.
Jeg kontaktede Mia Lundsten, Kennel Geijes i Finland, for at høre om hun ville være interesseret i at sælge mig en tæve. Jeg vidste at hun lavede gode temperamenter (Anette og Ove havde fået en tæve fra Mia – faktisk var det søsteren til den kommende mor) og da dette er noget, som jeg finder uhyr vigtigt når det kommer til Kerry Blue’en, var jeg ikke i tvivl om, at det var en Geijes hund jeg ville have. At Mia også laver smukke hunde er jo blot et plus!
Jeg fik en meget sød mail fra Mia, hvori hun skrev, at hun gerne ville sælge mig en af hendes kommende hvalpe, tæven, Tara, skulle bare lige komme i løbetid…
Det kom hun (Multi CH Geijes Tally-Ho) og i december blev hun parret med Mias irske import Solo (SCH Claciarrai Solo). Den 21. februar 2004 kom der så, endelig, to hanhvalpe og ikke mindst tre tævehvalpe til verdenen.

Tigerdyrets invasion af Lolland

Den første weekend i maj tog Anette og jeg til Finland for at hendte vidunderet hjem – jeg var ikke klar over, hvilken en af tæverne det skulle være - dog var feltet minimeret til to af tæverne, idet den tredje havde fået en ny familie. Jeg skulle så have den ene af de to og Mia skulle beholde de anden.
Navnet på min kommende hund var på plads – hun skulle hedde Tia (betyder tante på spansk!). De to tæver der var tilbage var ”Silvergirl” og ”Droppen” – jeg fik lov af få ”Silvergirl”.
Efter en dejlig weekend hos Mia og Markus fløj vi med SAS hjem – Tia kunne pga. hendes størrelse være sammen med os i kabinen.
Mange af passagererne og personalet skulle snakke med hende og mange sagde, at hun vel nok var en sød Schnauzer! De skulle bare lige vide!

Det første møde med Mads var ligt voldsomt, men nu elsker de hinanden – selvom Tia godt kan være ret voldsom mod gamle Madsen…

Der er nu gået mere end 1½ år siden Tia kom ind i vores liv og sikke en tid! Tia har et temperament som siger sparto – hun kan bogstavelig med alle de hunde, hun har mødt – dog med en enkelt undtagelse – en skotte, der lige som Tia har en meget stærk psyke. Ellers har der ingen problemer været og Tias bedste legekammerat er min søsters Sealyham Terrier tæve.
Tias kælenavn er Tigerdyr(et) og det lever hun fuldt op til – hun bevæger sig som en tiger og hun ”snakker” som en tiger!
I udstillingsringen har Tia også bevist sit værd – hun blev i november Dansk Champion – 20 måneder gammel og det i løbet af tre på hinanden følgende DTK udstillinger (som hun deltog på). Hun er også årets Kerry nr. 3.


Nu må vi se hvad 2006 byder på!

Januar 2006: Jeg er nu indehaver af kennelmærket

”Eternal Blue”.

 

Oktober 2006:

Der er desværre gået alt for lang tid siden min side er blevet opdateret ordentligt. Der er dog en grund, en grund som har gjort at Tias og mit liv har ændret sig ganske uventet – dog på den dejlige måde...

Tia er gået hen og har forelsket sig i Bølle Bob – en skøn og smuk chokoladebrun Labrador på snart et år. Tia (og jeg) er nu flyttet ind hos Bob i et dejligt hus kun 900 m. fra en af Danmarks bedste strande. Da Bob ikke har boet i huset alene, men sammen med sin far, har han og jeg jo måtte forsøge at få det bedste ud af det…

En sådan flytning tager jo sin tid og så er det desværre begrænset hvad der ellers er tid til også set i lyset af, at det er et ældre hus, hvor der er nok at gøre.

Tia stortrives med sit nye liv –og det gør jeg også!

Også gamle Mads har det godt - han nyder også at være blevet enebarn, men elsker når Tia kommer på ferie.

Udstillingsmæssigt har Tia ikke været udstillet så meget, men har i stedet været en rigtig familiehund. Hun har dog i løbet af året vundet tre klubcerter og mangler nu bare det sidste...

December 2006:

Måneden startede meget trist - vi blev nødt til at sige farvel til Madsen...

Ellers har det været en stille og rolig måned - også for hundende. Bob har nu også fået sin egen side på denne hjemmeside.

 

Januar 2009:

Jeg undskylder at siden har stået stille i meget meget lang tid, men der har været ekstremt meget at se til - mest på alle andre fronter en hundefronten.

På hundefronten er der sket det, at Tia er blevet steriliseret... Det var en stor beslutning, men på baggrund af mange forskellige ting, blev valget taget. Det er en beslutning som jeg på ingen måde fortryder og Tia lever nu et liv, som en fantastisk familiehund på vej mod 5 år! Ufatteligt som tiden flyver afsted!

På den private front er der også sket "voldsomme" ting... Jeg er i 2008 blevet gift og til påske venter vi den kommende tronarving til Lund-Carøe emperiet... 

Dette var lidt om mig selv og mine hunde - der kan læses meget mere rundt om på siderne på denne hjemmeside.

 

Julie

Julie Carøe

Marielyst Strandvej 13 4873 Væggerløse

Tlf.: 29664473
Min Gæstebog

Denne side er optimeret til opløsningen 1024x768